Retur til Forside

Til H.C.A. Galleri

Lidt om mig:

Da jeg var ni år gammel fik jeg af mor og far seks  små pakker med Fimo-ler i julegave. Jeg havde ønsket mig det meget og det var den bedste gave jeg nogensinde har fået . Hvor blev jeg glad.

Jeg havde faktisk glemt alt om leret jeg fik , men i efteråret 2005 havde jeg den forunderlige oplevelse, at alle de gode minder fra netop den jul, stod helt klar i erindringen hos mig og jeg oplevede præcis den samme glædesfølelse som dengang,  da jeg modtog  2 pakker med dukke-ler fra en  kær ven i USA.  Glæden og oplevelsen var præcis den samme, som for så mange år siden. Jeg havde leret liggende på mit bord og nænnede næsten ikke at pakke op. Jeg sad bare og forestillede mig, alt det jeg kunne bruge leret til.

Den efterårsdag fik jeg for første gang tanken, at jeg måske er født med lysten til at skabe og med glæden ved at sidde med leret i hænderne.

 

Jeg modellerede min første dukke i 1991 på et kursus, hvor Magna Louise Petersen var instruktør. Jeg havde den skønneste oplevelse med at skabe min første dukke og vidste med sikkerhed, at det ikke skulle blive min sidste.

 

Men med små børn er tiden  lidt knap og dukkemageriet lod jeg ligge nogle år.

I sommeren1995 rejste hele familien til Sandnes i Norge, hvor vi boede indtil sommeren 1999.

I nærheden af vores bopæl lå en butik med dukketilbehør og så kom der for alvor gang i dukkemageriet for mit vedkommende, for der stiftede jeg bekendtskab med en dukkeler, som ikke skulle brændes i keramikovn og............. vores børn var blevet lidt ældre.

 

Jeg startede med at modellere trolde, men jeg kunne efterhånden begive mig ud i noget lidt mere avanceret og  menneskelignende.

At sidde med leret i hånden og skabe blev for mig blevet et virkeligt fristed. Når jeg modellerer, er jeg hensat til en anden verden og jeg henter en masse energi og inspiration i skaberprocessen. Men inspirationen kommer naturligvis mange steder fra. Jeg  er uddannet pædagog og arbejder som børnehaveklasseleder og jeg kan ikke forestille mig en bedre inspirationskilde end børn. Jeg synes selv, at jeg er et privilegeret  menneske som hver dag, gennem samværet med små og store mennesker,  kan finde livsglæde og inspiration. Jeg værdsætter tilværelsen, med alle de glæder tilværelsen byder på. Jeg har en vidunderlig familie, et inspirerende job og virkelig gode og nære venner. Hvad mere kan man ønske sig? Nå ja, prikken over i`et selvfølgelig.... Dukkerne!!

 

I 2005 bestemte  jeg mig for at modellere H.C. Andersen, min absolutte yndlingsforfatter i eventyrgenren og da han var færdig, begav jeg mig ud i at modellere nogle karakterer fra hans eventyr. Den lille pige med svovlstikkerne, Kejseren fra Nattergalen og Snedronningen. Jeg har et ønske om at modellere Tommelise en gang i fremtiden, men jeg må lige lære nogle nye teknikker, før jeg hopper ud i nye eventyr. Men jeg er heldig for jeg ved, hvor jeg kan lære nye teknikker. Tusind tak, Asta.

 

Alle mine dukker er modelleret fra bund af mig og tøjet er egne kreationer. Alle mine dukker er One-of-a-kind (OOAK).  Jeg modellerer aldrig to ens dukker, for udfordringen og udviklingen for mig ligger i forskelligheden og i nye ideer og nye opgaver.

 

Jeg underviser på aftenskole og modellerer dukker sammen  med "mine" dukkepiger hver mandag. Det har vi gjort de sidste 6 år. Det er rigtig dejligt, at ha` nogle at skabe og at hygge sammen med. Og ikke mindst nogle at skabe traditioner med. En weekend i "Troldhytten" (vores sommerhus) er blevet årets højdepunkt for hele dukkeholdet.

 

I februar 2005 havde jeg den store glæde at finde en dukkeveninde via internettet. Det blev et vendepunkt for mig i min dukkekarriere.

Asta Klungland er en uovertruffen dukkekunstner, som bor i USA. Udover at være en stor inspiration og lærermester på dukkefronten for mig, er hun blevet en rigtig god ven. Asta har sat en udvikling i gang for mig. Har du nogensinde hørt om "online-dukkeundervisning"???? Tro mig, Asta er helt fantastisk og en anbefaling værdig. Og har du lyst at lære, ved jeg du kan ta` kontakt til Asta.

 Jeg vil  varmt anbefale alle at besøge Asta`s hjemmeside og se lidt på hendes fantastiske dukker. www.astaklungland.com

 

 Jeg er sikker på, vi alle indeholder mere og kan mere, end vi selv tror.

Spring ud i det du har lyst til og prøv dig frem.

Lad livet være din  inspirationskilde og tro på dig selv!!!

 

Piet Hein var en klog mand. Ingen kan  vist være  i tvivl om det. Han  har skrevet et gruk, som jeg har lært af. Jeg vil gerne give det videre...

 

At leve i nuet er livets teknik-

og alle folk gør deres bedste,

men halvdelen vælger det nu, som gik,

og halvdelen vælger det næste.

 

Og det forrige nu og det kommende nu

blir aldrig i livet presente,

og alle folks levetid går sågu

med bare at mindes og vente.

 

For det nu, som er gået, er altid forbi,

og det næste blir aldrig det rette.

Næ, sørg for, at nuet du lever i,

èn gang for altid er dette.

 

På gensyn  og hjertelig velkommen her på mine sider.

 

Sanne Dragsbæk.